Hvem snupper handskerne?

Før jeg fik min søn og kun havde min datter at pusle om, kunne jeg småfornærmet finde på at spørge den søde, travle, forjagede børnehavepædagog om hun havde set min curlingdatters handske på legepladsen, for nu havde hun tabt den for gud ved hvilken gang.

Det havde den stakkels pædagog selvfølgelig ikke og et par dage, ej det er løgn, et års tid senere læste jeg en artikel om, at curlingforældre skal stoppe med at tro at pædagogerne på en stue med, igen, gud ved hvor mange børn, kan holde styr på diverse handsker. Hvorfor skulle de også kunne det. Jeg kan jo ikke engang holde styr på mine egne.

På 4 dage har vi mistet to handsker her i huset. Det bliver så til ca 10 handsker på én sæson og her taler jeg ikke om par. Jeg taler om ti handsker fra ti FORSKELLIGE par. Den ene har vi sågar tabt i Esbjerg Skøjtehal i eftermiddag. I skrivende stund for rundt regnet 4 timer siden og handsken var pist væk. Jeg mener, Esbjerg Skøjtehal består af to haller, min søn, (det er hans handske), var kun i den ene. Bevares, der er også et cafeteria, men alligevel, vi gik kun den lige vej. Pist væk var den og nu er det så jeg spørger: hvor i hele hule helvede de handsker forsvinder hen?

Jeg forestiller mig, det må være en handskefe, der ikke, som tandfeen, først kommer på andendagen eller helt glemmer at komme.  Nærmere er det en handskefe, der med en særlig skarp hørelse, hører når handskerne rammer jorden og straks basker med vingerne på lur, til man i et uopmærksomt øjeblik vender hende ryggen og hun vupti, snupper handsken og flyver videre på sin færd.

Denne handskefe bor i en by bygget af handsker og der er ikke to handsker, der er ens. Ikke noget med ens handskeblokke eller kvarterer med typehandsker, der alle ligner hinanden. Nej, i handskeland er ingen handsker ens. Alle handsker er til gengæld savnet, særligt af forældrene i menneskeland, der føler, de konstant skal købe nye handsker.

Handskefeen bygger og bygger og får aldrig nok. Først når foråret bryder frem og rigtigt tager fat, går hun i forårshi i en af sine sommerhandsker. Her tilbringer hun sin sommer og her samler hun kræfter til endnu en sæson handskejagt, for lur mig om scenariet ikke gentager sig næste år.

What to do? Jeg orker det ikke.

Kh Sab.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *