Noget jeg ikke forstår

 

I skrivende stund ligger jeg ved siden af min datter. Kl. er 20.35 og hun sover stadig ikke. Det er sent for en 7-årig, har jeg ladet mig fortælle og i takt med urets tikken bliver jeg mere og mere febrilsk. Desværre ved jeg godt, jeg til dels selv er med til at skabe det puttemareridt vi i tiden udlever her hjemme. Jeg har været for fraværende. Dels fysisk, men bestemt også mentalt og det er det fravær, jeg hæfter for nu. Sandheden skal læres af børn og fulde folk, som man siger og selv om de er for små til at forklare sig, har de helt styr på, hvordan de skal få kompensation for det nærvær, de mangler.

Sådan må det være, også selv om jeg må slå knuder på mig selv, for ikke at lægge dem i benlås og kommandere stilhed. Det er en fase. Det går over, når de har fået nok nærvær på kontoen igen.

Jeg forstår, men der er alligevel noget, jeg ikke forstår:

Hvorfor er det, at man ikke vil sove, når man virkelig ER træt og man virkelig gerne må? Allerede kl. 19. en helt almindelig hverdag?

Hvorfor er det, man ikke vil med op i seng, når man bliver holdt i hånden ud på toilettet. Får lov at tale hele vejen ud på toilettet, under toiletbesøget, hele vejen op ad trappen og et godt stykke ind i putteseancen om alverdens finurligheder. Finurligheder, der rummer spørgsmål, som hvorfor fregner er brune, hvor meget køkkenrullepapir, der er på en køkkenrulle. Om der er mere papir på en køkkenrulle end på en toiletrulle og om det i det hele taget er svært at lave køkkenruller eller for den sags skyld, toiletruller?

Hvorfor er det, man ikke lader sig hypnotisere i søvn af den blide stemme, der læser den godnathistorie, man helt selv har valgt igen og allerede har hørt til hypnosevanvid?

Jeg forstår det ikke.

Vågn op. Børn. Nej, nej, sov endelig videre, men forstå dog, at I udlever mit drømmescenarie hver aften kl. 19.

Jeg forstår jer simpelthen ikke.

Kh Sab

Ps. Nu sover hun vist.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 Kommentarer

  • SVAR

    Min mellemste på 10 år råbte i går (eller i forgårs….) til mig: “Hvad ville DU sige til, at nogen lissom bare sagde til dig at du skulle gå i seng NU?!”. Og jeg svarede, at jeg ville råbe hurra, og det fangede han på ingen måde…. Men altså: Kom I frem til hvor mange stykker papir der så er på en køkkenrulle?….

    • SVAR

      Ha ha, Maude.
      Nej, de forstår simpelthen ikke, hvor heldige de er. Vi kom ikke frem til et eksakt antal, nej, og jeg har forbudt dem at tale mere om det for nu, i hvert fald.

  • SVAR

    […] har bøvlet med putningen den sidste tid, men i dag, tror jeg, vi nåede et gennembrud. I dag tror jeg nemlig den lille […]