Nybyggerne-live

Nybyggerne 2018 er godt i gang

og jeg er en fast seer igen i år.

Fotocredit

Enig, der er helt sikkert andre og vigtigere udsendelser, man kan bruge sin tid på, men her prioriterer jeg skarpt min tv-tid og gud nåde og trøste den ravneunge, der kræver mig i Nybyggernes primetime. Just saying.

Sidste år fulgte jeg også programmet. Det kan du læse om på endnuenboligblog.dk hér. I år fik jeg dog idéen, eller rettere efter at have læst Miriams indlæg, hvor hun live-bloggede om det danske Melodi Grand prix 2018,  fik jeg idéen at live-blogge, sådan da, om Nybyggerne sæsonen igennem.

Jeg er allerede sent på den, så lad mig lige opfriske sæsonens højdepunkter so far.

  • Afsnit 1.

TV2 har brug for seere. Fair nok, det har vi vel alle. De vælger derfor at lægge ud med at sætte ikke 4, men, hold nu fast, 6 par i stævne i en lade af en art, som således skal dyste om at designe det perfekte hobbyrum. Kun 4 par går videre. De to par som ryger, er dels det ældste par, hvormed TV2 har ryggen fri, for ingen skal kalde dem aldersfascister. ‘Hey, de fik jo chancen, og dels det unge par, med gode, men for mange ‘har-vi-set-før’-løsninger. Tilbage står det homoseksuelle par, familien DK med kant og undercut, det rationelle ingeniørpar og de ultimative nybyggere. Og vi er klar til sæsonstart, sådan rigtigt.

  • Afsnit 2.

Soveværelset, altid nybyggernes første rum, hvilket giver god mening. Fredrik og Charlotte, de ultimative nybyggere laver et alle-elsker-soveværelse med himmelseng og blålig brise. Fin begyndelse, ikke noget ekstraordinært over det. Thomas og Mike kører samme sikre stil jævnt og kedeligt fremad. De har dog valgt Nybyggernes smukkeste gulv, et sildebensparket. Bolette og Jimmi, familien DK med kant, brillerer med ledningspaghetti og matsort MDF. Det holder. Udregnerne, Maria og Kristian, får sig skabt et fint funktionelt sovemøbel og sætter fine gamle vinduer i rummet som skillevæg. Flot løsning, men hvor kunne det have været skønt, hvis de havde valgt de grønne vinduer. Maria og Kristian render med sejren.

Og så ruller vi:

Nybyggerne afsnit 3.

Der skal laves badeværelse. Thomas har skåret sig i fingeren og kan derfor ikke deltage i projektet. Mit bud, det kommer til at koste i bogstaveligste forstand.

Bolette og Jimmi kører soveværelseslooket videre, nu med plads til deres drenge. Maria og Kristian vælger at rive væggen mellem de to badeværelser i lejligheden ned. Spændende idé. Charlotte og Fredrik fortsætter med deres KABE spartelmasse i badeværelset. Det lyder lovende med KABE på gulve og loft og messing og sort. Man fornemmer en spartelmasse-tendens.

20.09:Maria og Kristian har det bare super mega meget skørt og sjovt over en finurlighed med stiksaven eller hvad den nu hedder.

20.11: “Hvad er moms?”spørger Thomas Mike. Fik vi et svar? Der er ikke meget public service over TV2.

20.15: Bolette og Jimmi småskændes over spartelmasse. Alt taget i betragtning, klarer de humlen godt. Jeg ville have været mere irriteret på nuværende tidspunkt.

Der arbejdes og soves

20.18: Thomas tager på visit.

20.21: Der sættes fliser op og der bliver brug for chokoladefrøer hos Maria og Kristian.

20.25: Thomas hæver tilsyneladende stemmen overfor Mike, da de opdager, at de har målt forkert i badeværelset. ER det virkelig at hæve stemmen? Igen stakkels ravneunger.

20.27: Charlotte og Fredrik har seriøst tid til at gå hånd i hånd på udkig efter keramik til deres projekt. Virkelig. Nybyggere.

20.29: Jimmi har tid til at oplære Fredrik i nybyggerfærdigheder.

20.33: 5 minutter tilbage før inspicering

20.34: Satans, lågerne hos Charlotte og Fredrik vil ikke lukke. Nybyggere, altså.

20.36: Dommerne lægger ud hos Mike og Thomas. Hvidt, let og naturligt med deres signatur, masser af planter. Kritik på opmålingen. Mike for ros for sine hylder monteret med reb. Lækkert gulv, igen.

20.37: På inspektion hos Maria og Kristian. Dommerne er glade. Smukke terrazzofliser, fint badeværelsesmøbel og lækker overflade med linoleum på badeværelsesbordet. Hørt.

20.39: Fredrik og Charlotte. Skabslågerne driller, men det overordnede udtryk er sofistikeret i sort og messing. Tættere på, som man som seer, jo aldrig rigtig kommer, fornemmer man et badeværelsesmøbel uden finish.

20.40 Jimmi og Bolette fortsætter stilen fra soveværelset i badeværelset. Et roligt badeværelse og dermed et ret kedeligt badeværelse, med plads til parrets drenge i form af tre knager. Hold nu op, det er nytænkning af kaliber.

20.47: Ugens vindere er igen Maria og Kristian. 20.000 mere til dem. Jeg er enig og således hermed afslutningen på første Nybyggerne live-blogging.

To be continued.

Kh Sab.

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 kommentar