DBA er the shit

…og så er det her indlæg ikke engang sponsoreret, men DBA, I ringer bare.

Da jeg for snart 9 år siden var gravid første gang, lod jeg en hånlig sidebemærkning falde i nærheden af min kusine ala “Ej, må hun gerne få sådan noget plasticlegetøj?!” Min kusine havde just fået eller købt en plastic Teletubby til sin tredje datter. Selv drømte jeg om pasteller og ergonomisk, pædagogisk, læringsfremmende, fairtrade, træ-bæredygtigt legetøj til mit kommende vidunderbarn. Endda så stærkt at jeg hele to gange indvilligede i at stå i en vanvittig kø i timevis til et Sebra-lagersalg på Værktøjsvej, for efterfølgende at konstatere, at der kun var tre pastelfarvede ufunktionelle trækasser tilbage.

De er siden solgt på DBA.

Min kusine responderede dengang med et: “Ja ja, du bliver klogere, Sab”, og det gjorde jeg  – eller det gjorde jeg IKKE, for det var bestemt ikke pasteller og ergonomisk, pædagogisk, læringsfremmende, fairtrade, træ-bæredygtigt legetøj, jeg smed ud i sækkevis i weekenden.

I weekenden tog fanden nemlig ved mig. Jeg påbegyndte den oprydningsmarathon på vores 1. sal, jeg længe havde ytret ønske om. Hele lørdag og hele søndag gik med projektet, og jeg er stadig ikke færdig. Jeg lever endnu, men jeg visnede en lille smule, da jeg ryddede den sal. Jeg smed seriøst 5 sække legetøjsnips ud, hvilket ikke kan være særligt bæredygtigt. Godt nok sorterede jeg i forhold til storskrald eller genbrug, men alligevel. Det mest skræmmende er dog, at jeg selv har været med til at anskaffe mig meget af alt det legetøj, jeg smed ud.

Det lykkedes mig dog at sortere noget legetøj fra til videre salg, og det har jeg faktisk nogenlunde held med at få solgt på DBA, hvis prisen er rigtig. Jeg er stadig oppe imod købestærke TOYS”R”US-forbrugere, der hellere vil købe nyt, som brugt legetøj, (og når jeg skriver brugt, mener jeg brugt som i juleaften efter kl 19. og/eller d. 25 dec.) Selv er jeg færdig med at købe nyt legetøj, jeg ved kun har en begrænset nyhedsværdi. Så bruger jeg hellere pengene på en Cirkus Summarum forestilling.

Min søn har fødselsdag på lørdag. Han ønsker sig Transformers. Nå ja, og alt det legetøj Viktor Knudsen har.  Jeg gik i BR i samme forbindelse, for Viktor vil sikkert gerne beholde sit eget legetøj i fred. Mens jeg stod dér, i BR, med min viden om legetøj og den forholdsvis korte imponeringsværdi legetøjet har hos os, fornærmedes jeg over priserne. 5 minutter efter fandt jeg hele 6 Transformers til samme pris som den ENE på DBA.

DBA er the shit.

Kh Sab

Hvad tænker du?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 Kommentarer

  • SVAR

    Viktor Knudsen syntes så også alt det legetøj storm har er det fede

    • SVAR

      Ha ha, Jamen så er alt jo som det skal være;)